Skip to main content

Mød en frivillig - portræt af Jette og Agnete

23. november 2023

Jette og Agnete er frivillige matchere i Børns Voksenvenner: Det gør en uvurderlig forskel for børnene, og det er dét, der driver os!

Jette Gram og Agnete Christensen er frivillige i Børns Voksenvenner i lokalafdelingen i Frederikshavn: ”Det at kunne give et barn i en familie med et lille netværk, eller et barn med en søskende med handicap, en fortrolig voksen, som de kan lave nogle ting med, der ikke er overskud til i hjemmet. Det giver utroligt god mening i vores liv”.

Børns Voksenvenners lokalafdeling i Frederikshavn blev stiftet for omtrent 15 år siden. Det er en forening, som alle kan blive frivillige i, og den har til formål at tilbyde gode relationer og venskab for børn på op til 12 år, der har et spinkelt netværk. De voksne skal i den forbindelse være en god rollemodel for børnene, og de mødes typisk 2-4 gange om måneden, hvor de selv bestemmer, hvad de laver.

Meningsfyldte relationer
Jette Gram og Agnete Christensen er begge frivillige matchere, og det har de været i henholdsvis 1 – og 10 år. Her er deres primære opgave at danne par mellem frivillige voksne med overskud i hverdagen og børn, som af forskellige årsager kan mangle netværk eller rollemodeller. Deres motivation kommer af muligheden for at se børn vokse og udvikle sig igennem meningsfyldte relationer til voksne:

- Det, vi konkret gør, når vi skal have dannet et match, er, at vi starter med at møde den voksne, som selvfølgelig skal kunne afgive en ren straffe- og børneattest. Herefter skal vedkommende på et kursus, inden han eller hun kan blive godkendt” forklarer Jette Gram, som fortsætter:

- Imens det foregår, har vi som matchere sideløbende gjort os nogle overvejelser omkring hvilket barn, den voksne ville passe godt sammen med. Barnet og familien bliver også besøgt af 2 matchere.

Herefter bliver der opsat to møder mellem både barnet, matcherne og den voksne hos barnet, så det foregår i trygge rammer de første gange, de mødes. Alle får efterfølgende lov at sove på det. Hvis alle er glade for matchet, kan den voksne og barnet begynde at mødes og lave aktiviteter sammen.

Alle kan blive frivillige
For øjeblikket er der 4 frivillige matchere i Frederikshavn, og der kan altid bruges flere kræfter. Nogle af dem har en børne- eller socialfaglig baggrund, som det eksempelvis er tilfældet med Jette, der er tidligere sundhedsplejerske. Det er dog ikke et krav. Så længe halvdelen af matcherne i en lokalafdeling har en børne- eller socialfaglig baggrund, kan de sparre omkring de beslutninger, der skal træffes. Agnete er i den forbindelse tidligere frisør, og hun mener bestemt også, at hendes arbejdsmæssige erfaring har givet hende nogle relevante værktøjer, hun kan trække på, når hun skal danne matches. Faktisk var det tiden som frisør, der åbnede op for Agnetes kendskab til Børns Voksenvenner og motiverede hende til selv at blive frivillig, da hun her oplevede et barn, der fik det meget bedre af at have fået en voksenven.

Der er på nuværende tidspunkt 14 voksenvenner i Frederikshavn, og i løbet af et år afholdes der mellem 2 og 4 fælles arrangementer – det kan være ture i biografen eller Fårup Sommerland – hvor alle parrene frit kan deltage. Inden for det sidste år er der dannet 6 matches, men der er dog stadig børn på venteliste, så Jette og Agnete gør det klart, at der altid kan bruges flere frivillige voksenvenner. Jette beskriver det her:

- Vi vil gerne have rigtig mange, der melder sig til at blive voksenven, for der skal helst ikke stå børn på venteliste. Det giver så god mening at skaffe de her børn den ekstra glæde, og det gælder også deres familie, som får lidt aflastning. Det behøver ikke altid at være de store ture – nogle gange kan det være rigtig godt bare at spille et spil, cykle en tur ud i det blå eller spille fodbold i haven.

Børn har brug for rollemodeller
Agnete understreger vigtigheden og glæden af de relationer, Børns Voksenvenner kan tilbyde et barn: - Det gør en forskel for de børn, og det er dét, der driver os. Glæden går også den anden vej til voksenvennen eller matcheren selv.

Udover at blive voksenven for et barn i alderen 6-12 år, er der i foreningen ligeledes mulighed for at blive familieven. Som familieven bliver man ven med en hel familie, som typisk består af en ene-forælder og børn i alderen 0-6 år, med spinkle eller svære familieforhold – dette kan skyldes alt fra skilsmisse, dødsfald, sygdom eller andet.

Hvis du synes, det kunne være spændende at blive frivillig i Børns Voksenvenner og gøre noget godt for børn i alle aldre, kan du altid hoppe forbi deres hjemmeside, hvor man kan tilmelde sig som både voksenven, familieven og matcher. Hjemmesiden er ”voksenven.dk”, og man kan tilmelde sig på skemaer under ”frivillig” eller kontakte dem direkte.

Af Asbjørn Tang Mortensen og Karoline Winther Rasmussen

 

Andre portrætter

Mød en frivillig - portræt af Rie og Helle

Oprettet: 30. marts 2024
Rie og Helle er frivillige ’madmødre’ i Barnets Blå Hus: Det gavner os at være noget for andre Rie Cleemann og Helle Nørbak er begge frivillige i ...

Mød en frivillig - portræt af Henriette

Oprettet: 26. februar 2024
Frivillig på Frederikshavn Krisecenter: Det handler om nærvær og tryghed Henriette Lunderskov Isaksen er frivillig på Frederikshavn Krisecenter. ...

Mød en frivillig - portræt af Steen

Oprettet: 30. januar 2024
Formanden for Diabetesforeningen i Frederikshavn Kommune: Det giver mig en glæde, når vores arrangementer lykkes 71-årige Steen Jørgensen fik som ...

Mød en frivillig - portræt af Joyce

Oprettet: 18. december 2023
Frivillig i Dansk Flygtningehjælps Hverdagsrådgivning: Jeg får en glæde og fred ved at hjælpe andre 31-årige Joyce Vuga er frivillig i Dansk Flygt...

Mød en frivillig - portræt af Jette og Agnete

Oprettet: 23. november 2023
Jette og Agnete er frivillige matchere i Børns Voksenvenner: Det gør en uvurderlig forskel for børnene, og det er dét, der driver os! Jette Gram o...

Mød en frivillig - portræt af Mona

Oprettet: 25. oktober 2023
I Autisme på Toppen er ingen mere værd end andre. Vi bestræber os på, at alle fløjter, når de går herfra i forbindelse med vores arrangementer, sig...

Mød en frivillig - portræt af Michael

Oprettet: 27. september 2023
Utrættelig ildsjæl i FFI-fodbold: For mig handler det om det sociale, som er forbundet med det Michael Jørgensen investerer mange af sine timer i ...

Mød en frivillig - portræt af Liselotte

Oprettet: 20. september 2023
Liselotte Bisgård er frivillig med et budskab: ”Vi søger desperat frivillige i Frederikshavn og Sæby” Liselotte Bisgård fra Red Barnet går hele ve...